Vi bruger så meget af livet på at prøve at være andres idé om, hvem vi burde være. Vi bøjer os selv i former, der passer til forventninger, sammenligninger og bedømmelser. Men den dybere sandhed er, at frihed ikke kommer fra at opfylde disse krav, men fra endelig at træde fuldt ud i vores egen form.

Dette er den ros, vi sjældent giver: ikke til succes, ikke til udseende, men til det stille, uigentagelige mirakel at være, hvem vi allerede er.

Opdagelsen af forskellighed

For et årti siden snublede jeg over en uventet åbenbaring: Jeg har afantasi. Jeg kan ikke visualisere med mit indre øje. Når guidede meditationer inviterede mig til at forestille mig lysende energikugler eller strålende farver, følte jeg fred, ja, men jeg så kun mørke.

I begyndelsen troede jeg, at jeg gik glip af noget. Mine venner beskrev, at de så visioner, farver, rejser på psykedeliske stoffer, men alt hvad jeg nogensinde fandt, var bagsiden af mine øjenlåg. Mærkeligt nok var mine drømme anderledes: levende, filmiske, storslåede eventyr. Og min bror Olivier stod på den modsatte pol, med hyperfantasi, en visuel forestillingsevne så stærk, at han kunne overlejre den på selve virkeligheden.

Bemærk, at dette ikke betyder, at jeg ikke kan forestille mig ting, men mere at min fantasi og mine minder er mere begrebsmæssige og følelsesmæssige. De består af tanker, følelser og fornemmelser snarere end billeder.

Denne kontrast fik mig til at undre mig: Kunne jeg ‘låse op’ for visualisering? Ville det gøre mig mere kreativ, mere kompetent, mere komplet? Måske ville det hjælpe mig med at genkende ansigter bedre. Det er lidt pinligt ikke at kunne genkende venner, hvis de blot ændrer frisure eller måden, de klæder sig på.

At vende svaghed til styrke

Jeg prøvede i årevis. Visualiseringsøvelser, psykedeliske stoffer, endeløse forsøg, men intet virkede. Langsomt åbenbarede noget andet sig dog: min såkaldte begrænsning viste sig at være en styrke.

Fordi jeg ikke kan fremkalde forestillede billeder, vandrer mine tanker ikke. Jeg lever forankret i nuet. Jeg kan skifte kontekst øjeblikkeligt, bevæge mig fra et emne til det næste uden distraktion. Min hukommelse er forbløffende. Jeg husker næsten alt, hvad jeg læser eller oplever, som om manglen på indre billeder skærpede alle andre evner.

I en verden oversvømmet af distraktioner er dette ikke et handicap. Det er en superkraft.

Og så holdt jeg op med at længes efter et andet sind. Jeg omfavnede det, jeg var blevet givet.

Vær forsigtig: Du er måske ikke den, du tror, du er

Du kan sige til dig selv: “Jeg kan ikke male.” Men det er ikke helt sandt. Det er bare en historie, du fortæller dig selv. Du har simpelthen ikke besluttet dig for at afsætte tid til at lære det. Med en indsats kan du blive dygtig til næsten hvad som helst.

Men kompetence er ikke kald. Det, der betyder noget, er at opdage, hvad dit hjertes hjerte ønsker – og forfølge det uden forbehold. Hver af os er født med forskellige forudsætninger, styrker, svagheder. Vi er trænet til at ‘fikse’ det, der mangler, men livet er bedre brugt på at fordoble indsatsen på det, der allerede er vores.

Friheden ved at være dig selv

Lidelse kommer fra at leve et liv skrevet af andre: forældre, jævnaldrende, chefer, kultur, og af de historier, vi fortæller os selv om, hvem vi burde være. Vi spiller roller, bærer masker og holder fast i identiteter, som om at klamre os til dem vil holde os sikre. Men i stedet kvæler de os.

Den befriende sandhed er denne: de fleste mennesker er ikke så opmærksomme på dig. De er for optaget af deres egne kampe. I det øjeblik du holder op med at bøje dig selv i former for deres godkendelse, genvinder du en forbløffende frihed. Når du indser, at ingen rigtig bekymrer sig, bliver du befriet fra tyranniet af at optræde.

Ligeledes er smerte, hvad enten den kommer fra kritik, afvisning eller fiasko, kun uudholdelig, når du tror, den definerer dig. Hvis du holder op med at identificere dig så stærkt med det ‘sårede selv’, opdager du et dybere selv, der ikke kan røres. Verden kan stadig kaste kaos i din retning, men du giver den ikke længere nøglerne til din indre fred.

At bekymre sig mindre betyder ikke apati. Det betyder at løsne det ængstelige greb, træde tilbage i den kosmiske komedie og indse, at livet er leg, ikke straf. Når du dropper den tunge alvor, opdager du, at du griner mere, skaber mere, lever mere.

Autenticitet = Frihed

Invitationen er enkel, men dyb: vær dig selv, ikke det selv samfundet forventer, ikke det selv du har øvet dig på, ikke det selv du tror, du ‘burde’ være, men det rå, uigentagelige, ærlige selv, der dukker op, når du holder op med at foregive.

Autenticitet handler ikke om at blive perfekt. Det handler om at droppe masken. Når du gør det, opdager du et mærkeligt paradoks: jo mindre du bekymrer dig om at blive accepteret, jo mere accepterer livet dig.

Så hold op med at optræde. Træd ud af rampelyset. Grin af det absurde. Dans med tilværelsen.

For når du holder op med at bekymre dig om, hvem du burde være, opdager du endelig friheden ved at være den, du allerede er.